Slibning

 

Udfør din færdigdrejning så du skal slibe så lidt som muligt, du kan måske helt undgå den, hvis du er omhyggelig. Der er mange forskellige slags slibematerialer. Bunden kan være papir, lærred eller skumpude. Slibekornene kan være sand, aluminiumoxid, carborundum, diamant eller mange andre korntyper. Generelt hænger pris og kvalitet sammen.

 

Du kan slibe i hånden. Brug ikke for store stykker, fold papiret et par gange og bevæg hånden hele tiden. Tryk ikke for hårdt så papiret bliver varmt. Skift til en ny side i foldningen når slibeeffekten aftager og kasser papiret når alle fire sider er brugt.

Hold papiret der hvor træet drejer væk fra dig. Prøver du at slibe der hvor træet går imod kan du let forstuve en finger.

 

Du kan også slibe med en boremaskine eller lignende. Du skal så bruge en slibepude og slibevskiver der passer til puden. Det er hurtigt og let at slibe på den måde, men heller ikke uden problemer. Det støver meget så brug åndedrætsværn. Fører du skiven forkert ind mod dit emne kan du hurtigt få nogle grimme dybe mærker eller slibemaskinen kan slås ud af hånden på dig.

 

Begynd at slibe med en kornstørrelse der kan jævne din overflade. Skift så til finere og finere kornstørrelse og bliv ved med at slibe indtil ridserne fra den forrige kornstørrelse er væk. Hvis din drejebænk kan dreje begge veje får du en finere overflade ved først at slibe den ene vej og derefter den anden vej, stadig med finere og finere kornstørrelser. Her skal du blot passe på at din klo er sikret, så den ikke kan skrue sig af når du drejer baglæns.

 

Ved endetræsdrejning har jeg flere gange kunnet nøjes med at bruge en siklinge. Den giver en glat overflade og næsten intet slibestøv. Ellers bruger vi nok alle slibning som afslutning.

 

 

 

 

 

 

 

Trædrejeren på Kronens Hede i Nationalpark Thy

Ernst Kempf - Kronens hede vej 12, 7700 Thisted

tlf: 97974242 - mobil: 60644242 - mail: trae@kronens-hede.dk - cvr. nr. 12069588